Fra den 7.-20. september træder eleverne i Vallensbæk i pedalerne igen. Og som noget ny i år, er forældrene også inviteret med til at bruge cyklen mere, mens kampagnen kører.
Kampagnen, som også er en konkurrence, går i al sin enkelthed ud på, at man skal cykle flest dage til skole og fritidsaktiviteter.
Årets hovedpræmie er mountainbikes i topkvalitet fra HF Christiansen af mærket Principia eller Centurion til alle elever i vinderklassen og deres lærer. Derudover kan eleverne og deres familie deltage i en særlig familiekonkurrence, hvor man kan vinde en cykelferie på Samsø.
I Vestegnens Trafiksikkerhedsråd uddeler vi også præmier for deltagelsen i kampagnen. Det betyder, at den klasse i kommunen, der har klaret sig bedst, får en gevinst til klassekassen. Den præmie bliver uddelt efter efterårsferien.
Cykling i hverdagen hjælper børn, lyder det fra Cyklistforbundet, der med kampagnen Alle Børn Cykler vil hjælpe børn til at cykle mere både i og uden for skoletiden.
Vallensbæk Kommune er blandt de i alt 36 samarbejdskommuner, der har valgt at gøre en særlig indsats for at støtte, at så mange klasser fra kommunens skoler som muligt cykler med.