Hvert år er der børnekulturuge i Vallensbæk i uge 37 – den samme uge som Vestegnens Kulturuge.
Selvom ikke alt var, som det plejede i år på grund af corona-situationen, så bød børnekulturugen på en masse spændende oplevelser for kommunens børn.
Der var blandt andet tre projekter, som hver nu har fundet en vinder. Onsdag tog borgmester Henrik Rasmussen en tur rundt med præmier.
Sammen hver for sig
Den første vinderklasse var 5.A på Vallensbæk Skole. De havde deltaget i projektet ”Fællesskab – sammen hver for sig”, som gik ud på at indrette sættekasser, der illustrerede elevernes egne fortællinger fra forårets corona-lockdown.
Det var en refleksion over hjemmelivet i forårets nedlukning, hvor eleverne ikke måtte gå i skole, til sport eller se særlig mange venner. Hver elevs sættekasse var et symbol på deres hjem – og de havde lagt vægt detaljerne. Der var tydeligvis gang i alt muligt, blandt andet gaming, hotdogs, strikning og sang.
”Og vi kan se, hvad I savnede. Særligt sport, hvor flere af jer viste en følelse af at sidde bag et gitter af hønsenet,” sagde borgmester Henrik Rasmussen, inden han gav de overraskede og glade elever en gavecheck på 1500 kr. til klassekassen samt blomster til klassens lærer.
Kæmpemalerier og digte
Så gik turen videre til udskolingen på Vallensbæk Skole, hvor 9.B var næste vinderklasse. De havde været med i projektet ”Ensomhed & Fællesskaber”. Her skulle eleverne udtrykke deres følelser og oplevelser om ensomhed og fællesskab på kæmpemalerier – med udgangspunkt i et digt af Tove Ditlevsen.
9.B vandt blandt andet for deres kunstneriske fortolkning og kreative streg – og også her vankede der flødeboller og penge til klassekassen samt blomster til læreren.
Et blomstrende fællesskab
Det sidste stop på præmie-turen var daginstitutionen Syvhøjvænge, hvor Troldestuen og Bøllestuen tog imod borgmesteren med sang og dans.
Børnene havde vundet for deres fortolkning af ”Et blomstrende fællesskab”. Opgaven gik ud på at lave sjove, kreative blomster og samle dem i en fælles blomsterkasse, som også havde fået tilføjet et insekthotel.
”I har talt om, hvor vigtigt det er, at der er insekter – og I har lavet en flot blomsterkasse med mange detaljer og flotte farver. Stort tillykke!” sagde Henrik Rasmussen inden han uddelte guf, gavecheck og blomster.
Dommerkomiteen til de forskellige konkurrencer bestod af fire ansatte fra Vallensbæk Rådhus, der alle arbejdede med børnekulturugen.