Forandring og fornyelse fryder i Pilehaveskolens SFO Pilekvisten, hvor der var blevet afsat bevilling til en renovering. Bevillingen har været med til blandt andet at finansiere nye gulve, ny belysning, udvendigt malerarbejde og nye døre og vinduer.
I SFO’en er personalet glade for de nye forandringer. Pia B. B. Larsen er leder af SFO’en, og hun fortæller begejstret, at der er sket rigtig meget i SFO’en:
”Der er kommet nye støjdæmpende lofter, nye gulve, helt nyt køkken ude på torvet, som er det store hjerterum, alle klasser har fået nye køkkener, og der er kommet helt nye facader. Rigtig mange steder er der blevet malet lyst og dejligt, og så er der kommet ny, lækker belysning, som er rigtig behageligt.”
Succesfuld renovering
Der er ingen tvivl om, at renoveringen er med til at skabe glæde og fornyelse i Pilekvisten.
”Alting føles meget mere åbent, også inde i klasserne og med de nye facader. Det er, som om der er meget mere plads. Børnene er jo ret små, men de synes helt sikkert, at det er rigtig spændende at komme tilbage”, siger Pia B. B. Larsen.
Renoveringen er ikke kun med til at give et nyt, lækkert look, men har også skabt nogle arbejdsmiljømæssige forbedringer. De nye vinduer er nemlig kommet op i en højde, så det skaber bedre arbejdsstillinger for de voksne, når de skal åbne og lukke dem.