Byggeren – den gamle byggelegeplads – er revet ned, og nu er der gjort plads til, at en ny park kan blomstre op.
Med en park ved Løkkekrogen ønsker kommunalbestyrelsen i Vallensbæk at etablere et mødested til gavn for såvel børn og unge som ældre. Onsdag aften godkendte en enig kommunalbestyrelse projektforslaget, og der går nu ikke lang tid, før vi kan sætte spaden i jorden.
“Her i kommunen vil vi have grønne områder, der er til for at blive brugt. Den nye park bliver for alle, og med både ældreboliger, juniorklub og daginstitutioner i området, er der lagt op til, at generationer kan mødes på tværs. Vi har også et særligt fokus på at arbejde med biodiversitet og bæredygtighed, når vi skal bygge parken op,” siger Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk.
Parken ved Løkkekrogen består af arealet mellem Klub Nordmarken og Pilehavehus samt et mindre område bag festlokalet Løkkekrogen og et lille areal mellem brandvejen ved Pilehavehus og Birkely.