”Jeg har været frivillig hos Ældre Sagen siden 2013. Jeg skrev PR til aviserne om Vallensbæk Amatør Teater dengang. I Ældre Sagens blad fik jeg ofte lov at få et lille indlæg om en premiere på teatret. På et tidspunkt spurgte de mig, om jeg ville skrive PR for dem.
Da pilotprojektet med læsetanter og -onkler blev sat i gang på Vallensbæk Skole, fulgte jeg det i starten bare PR-mæssigt. Men da det skulle fortsætte, og de skulle bruge en koordinator, havde jeg straks fingeren i vejret. Det kunne jeg godt tænke mig. Så jeg fik lov til at køre det, og så måtte jeg jo ud at finde nogen, der ville være læsetante og -onkler.
Jeg fandt dem både ude på gaden, når de gik forbi hjemme hos os og i forretninger. Jeg har fundet flere, når jeg har stået i kø i en forretning og set en, der kunne være et potentielt emne. Alle dem, der ser venlige og søde ud og sikkert har alderen til at være interesseret, spørger jeg, om de vil høre om vores generationsmøder."