Har du, dit barn, dit barnebarn eller dit nære familiemedlem tjekket jeres e-Boks for nylig? I kan nemlig være nogle af de tilfældigt udvalgte borgere i Vallensbæk, der har modtaget spørgeskemaet fra den landsdækkende undersøgelse ”Hvordan har du det?”
Undersøgelsen vil give et unikt billede af, om danskernes sundhed og trivsel er blevet bedre gennem årerne, og hvor der er særlige udfordringer netop nu.
Dine svar kan gøre en forskel for dine medborgere i Vallensbæk Kommune – med dine svar hjælper du os nemlig med at udvikle de allerbedste sundhedstilbud til dig og dine nærmeste. For at få de mest brugbare resultater er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaerne.
”Det er rigtig vigtigt, at vi får en høj svarprocent, da vi planlægger vores sundhedstilbud efter resultaterne i Sundhedsprofilen. Så kig i e-Boks, om du har fået spørgeskemaet”, lyder opfordringen fra Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen.
Gode præmier er på højkant
Når du svarer på spørgeskemaet, der ligger i din e-Boks, er du automatisk med i regionens lodtrækning om bl.a. pengepræmier og en iPhone 11.
Hvis du er mellem 16-34 år, har du også mulighed for helt lokalt at få et gavekort til Vallensbæk-caféen Wallenz.
Bliver du helt pizzasulten? Det eneste, du skal gøre for at få fingrene i et gavekort dertil, er at tage hen til receptionen på Rådhuset i Vallensbæk og medbringe dit udfyldte spørgeskema i fysisk form eller fremvise en kvittering for, at du har besvaret skemaet online.
Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet på hjemmesiden danskernessundhed.dk i marts 2022, hvor man også kan læse resultaterne fra tidligere undersøgelser.