Lærernes arbejdstid er reguleret i en aftale mellem Lærernes Centralorganisation og Kommunernes Landsforening. Nogle kommuner har derudover indgået en lokalaftale, og en sådan er man nu blevet enige om i Vallensbæk Kommune.
"Jeg er overbevist om, at den nye lokalaftale vil medvirke til at sikre, at vores børn får den bedst mulige start på livet og til, at vores politiske mål bliver opfyldt om, at vores skoler fortsat ligger blandt landets 25 procent bedste. Lærerne har efterspurgt tydeligere rammer for deres arbejdstid – og det kan lokalaftalen bidrage til", siger Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen.
Merete Randskov er formand hos Vallensbæk Lærerkreds, og sammen med lærerkredsens næstformand Lasse Bredager har hun forhandlet aftalen på plads med kommunens Center for Børn og Unge.
"Jeg er rigtig glad for, at vi har kunnet indgå en lokalaftale. Jeg er sikker på, at aftalen vil styrke samarbejdet på skolerne, og den vil være med til at gøre lærernes arbejdsopgaver mere gennemskuelige", siger Merete Randskov og fortsætter:
"Selve processen med at udarbejde lokalaftalen har været rigtig god, og jeg håber, at det vil smitte af på den måde, den bliver udmøntet".
Lokalaftalen skal nu tages brug på kommunens tre skoler.