Vallensbæk har masser af frivillige, der gør en kæmpe indsats i kommunens foreningsliv som trænere, ledere og meget andet. De bliver fejret hvert år med en frivillig-fest, som denne gang fandt sted i Strandparken onsdag.
Som noget nyt var frivillig-festen nemlig omdannet til en stort anlagt festival med en lang række aktiviteter og livemusik. De godt 200 deltagere kunne prøve kræfter med blandt andet fodbold-dart, minigolf, smoothie-cykling og økse-kast. Imens spillede vise-trioen Halfdanskerne, og der var tapas, popcorn og fadøl.
Den nye foreningsguide “Aktiv i Vallensbæk” blev præsenteret af formand for Folkeoplysningsudvalget Morten Schou Jørgensen. Det er en bog med fortegnelse af Vallensbæks mere end 80 foreninger, som bliver uddelt til alle husstande i kommunen i den nærmeste tid.
Borgmester Henrik Rasmussen og formand for Børne- og Kulturudvalget Ricky van Overeem uddelte de årlige priser til en række frivillige, som gør en ekstra indsats i deres respektive foreninger.
Årets ungdomsledere blev Miriam Hvid fra Vallensbæk Svømmeklub og Sandra Rørvig fra Vallensbæk Gymnastik og Fitness.
Prisen for årets initiativ gik til Vallensbæk Kirkes organist Lars Jørgensen, der har stået for online-fællessang under coronaen.
Årets Ildsjæl blev Stinna Mortensen for sin ihærdige indsats med at få foreningen Natteravnene op at køre i Vallensbæk igen.
Her ses fra venstre Ricky van Overeem (formand for Børne- og Kulturudvalget), Jette Lundgaard (Vallensbæk Gymnastik & Fitness), Sandra Rørvig (Vallensbæk Gymnastik & Fitness), Miriam Hvid (Vallensbæk Svømmeklub), Carl Eltorp (Vallensbæk Svømmeklub), Lars Jørgensen (Vallensbæk Kirke), Lone Christiansen (Vallensbæk Kirke), Søren Salbo (Natteravnene), Stinna Mortensen (Natteravnene) og borgmester Henrik Rasmussen.
Til frivillig-priserne hører også Hockerup-prisen, der dog allerede var blevet uddelt. Den blev nemlig givet for nylig til foreningen Cykling Uden Alder, der tager gangbesværede borgere med ud på cykelture på rickshaws.
Efter de sidste priser og blomster var uddelt, var der almindelig hygge, indtil deltagerne kunne spadsere hjemad fra Strandparken i den gyldne solnedgang.