De økonomiske konsekvenser ved udligningsreformen og den stagnerende vækst på grund af aflysningen af lokalplanen for Byhaven har været faktorer, der har gjort årets budgetlægning i Vallensbæk udfordrende. Besparelser undgås fordi anlægsprojekter er blevet udskudt, og fordi, der kommer vækst i fremtiden.
Med budgetforliget er partierne enige om, at der fortsat er en robust økonomi i Vallensbæk Kommune.
”Jeg er glad for, at det i dag er lykkedes at samle alle partier om et budget, der er økonomisk forsvarligt og i balance. Vi øger løbende normeringerne på børne- og ungeområdet, vi udskyder nogle anlægsprojekter og fremrykker i stedet etableringen af plejeboliger”, siger borgmester Henrik Rasmussen
”Det er et stramt budget, men vi klarer os igennem uden besparelser på serviceniveauet. Socialdemokratiet er lidt bekymret over udskydelse af renoveringen af Vejlegårdsvej som har særlig fokus på de bløde trafikanter. Det er dog muligt at finde pengene i midlerne fra Trafikpuljen, hvis trafiksikkerheden bliver uholdbar”, siger Søren Wiborg fra Socialdemokraterne.
”I Dansk Folkeparti er vi tilfredse med budgetforliget. Vi er specielt glade for fremrykningen af plejeboligerne i Højstruphave. Vi har i årevis plæderet for behovet for flere plejeboliger, så vi er glade for, at boligerne nu fremrykkes”, siger Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti
Læs hele budgetforliget for 2022-25 i Vallensbæk
Læs mere om skatteudskrivning, kassebeholdning, takster og resultatopgørelse