På Hyrdeengen 401 indvier vi torsdag den 30. september kl. 17.00-18.00 den første etape af Parkbåndet, som går fra Tværstien og op til Løkkekrogen.
Det overordnede mål for Parkbåndet, er at gøre det til et attraktivt grønt areal, som indbyder til ophold og gåture. Området vil også blive brugt som en grøn transportvej af børn og voksne til og fra skole og indkøb, hvor de får naturen helt tæt på.
Parkbåndet bliver også kommunens første ’Vild Med Vilje’-område. Vild Med Vilje er et landsdækkende initiativ, hvor formålet er at øge biodiversiteten ved at skabe naturoplevelser, som kan inspirere til at gøre en forskel for naturen.
På dagen kan du også se Pilehaveskolens insekthoteller og få en plante med hjem, som bl.a. tiltrækker sommerfugle.
Vi serverer suppe og muffins, og Korsagergård byder på hjemmebrygget snaps.
Du møder bare op - arrangementet kræver ingen tilmelding.