Der var lagt op til et brag af et show, da Vallensbæk i forbindelse med Vestegnens Kulturuge og Børne- og Ungekulturugen fik fint besøg af Gurli Gris og Gustav Gris i fredags. Selv om regnen faldt på slaget for showets start, satte det ikke en stopper for de besøgende, der dansede regndans til tonerne af den velkendte Gurli Gris-melodi og andre sange som ”Lille Peter Edderkop”, ”Vrik med numsen” og ”Hjulene på bussen”.
Borgmester Henrik Rasmussen bød de verdenskendte grise velkommen, og bagefter stod den på sange om bl.a. en tryllende cirkusklovn og en cowboy, alt imens Gustav fik drillet Gurli på scenen. Undervejs kunne de besøgende få stillet tørsten og snacksulten hos Lions, der solgte sodavand og popcorn.
Efter showet var der mulighed for at få taget et billede med de populære grise. Også her trodsede mange regnen og ventede tålmodigt i den lange kø på at få taget billeder med deres to lyserøde idoler.