Computere, telefoner, tablets og lignende enheder holder ikke for evigt, men hvorfor smide brugt og ødelagt it-udstyr i skraldespanden, når det kan få et bæredygtigt liv?
I Vallensbæk kommune har vi indgået en aftale med it-firmaet Atea. På den mest bæredygtige måde hjælper de os med at håndtere kommunens aflagte it-udstyr, dvs. det udstyr, kommunen benytter på rådhuset og i institutioner som skoler, plejecentre mv.
It-produkternes livscyklus er i fokus. Atea sørger for, at it-udstyret renses og klargøres til genbrug, og at resterende udstyr splittes ad i fraktioner, hvor de enkelte metal- og plastikdele sendes til genanvendelse.
Genbrug af udstyret forhindrer produktion af en ny enhed og medfører derfor en signifikant CO2-besparelse – dvs. at så snart devicet får en livscyklus mere, sparer man rigtig meget CO2.
Aftalen med Atea understøtter Vallensbæk Kommunes vision om at være en bæredygtig kommune og taler samtidig ind i verdensmålene, som vi i kommunen bidrager til at indfri.