En stor del af børn og unges sociale liv foregår i den digitale verden, og TikTok, Snapchat og Instagram er en lige så vigtig del af dit barns liv som andre fritidsinteresser. Som forælder kan de unges digitale verden virke utilgængelig, og det kan være svært for mange at få gang i dialogen med deres barn.
Derfor inviterer Center for Børn og Unge, Vallensbæk Ungdomsskole og Vallensbæk Kultur- & Borgerhus til temaaften ”Dialog om det digitale ungdomsliv” torsdag den 11. november. Her vil Mette Kim Bohnstedt, der er en af hovedarkitekterne bag Børns Vilkårs indsatsområde ’Digitale Svigt’ og som siden 2018 har udviklet initiativer indenfor blandt andet digital mobning, billeddeling og gaming, holde et oplæg.
Oplægget er målrettet forældre, der har børn i alderen 13-20 år.
Arrangementet foregår:
- Den 11. november fra 19-20.30 i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus, Havet.
Oplægget giver forældre en større forståelse af unges digitale færden, på både godt og ondt. Hvad er det fx, de unge bruger så meget tid på? Hvorfor er det vigtigt for dem? Hvornår kan det gå galt? Og hvilken rolle spiller forældrene i de unges digitale dannelse og online trivsel?
Med afsæt i viden og cases fra Børnetelefonen og den seneste forskning kommer vi omkring digitale fællesskaber, digital mobning, billede- og videodeling og digital manipulation. Undervejs inddrages forældrenes egne erfaringer, så de får lejlighed til at udveksle holdninger til, hvordan de kan støtte deres unge i brugen af digitale medier.
Til arrangementet vil SSP-konsulent i Vallensbæk Kommune, Lotte Houlind, og afdelingsleder på Vallensbæk Ungdomsskole, Jakob Hammer-Helmich også være til stede og svare på eventuelle spørgsmål.
Hvad tager du med dig hjem?
- Indblik i og forståelse af unges digitale færden
- Et bedre billede af din rolle som forælder
- Redskaber til at skabe en god dialog om det digitale liv
Arrangementet er gratis, men vil du være sikker på en plads, opfordrer vi til at tilmelde dig via Place2book.