Vallensbæk Musikskole havde tirsdag besøg af en delegation fra hovedstadskommunen i Grønland, Kommuneqarfik Sermersooq. Kommunen er verdens største – den er på størrelse med Frankrig og strækker sig fra Grønlands vestkyst til østkyst, hele vejen hen over indlandsisen.
Delegationen bestod af kultur- og fritidschef Frederik Lundblad, musikskoleleder og korlærer Pipaluk Lynge Berthelsen samt AC-fuldmægtig Arnajaraq Lyberth.
De grønlandske gæster syntes, at det var spændende at se Vallensbæk Musikskole og høre om det gode samarbejde mellem folkeskoler og musikskole.
Eleverne fra 3. klasse på Vallensbæk Skole mødte de grønlandske gæster og sang sammen med dem. Der blev også tid til, at børnene kunne stille spørgsmål.
Blandt andet ville en elev vide, om man kan kælke i Grønland.
”Ja, det kan man – om vinteren, og også efterår og forår, for sneen ligger der det meste af året", sagde musikskoleleder Pipaluk Lynge Berthelsen.