Det har været et politisk ønske længe, at Vallensbæk Kommune selv kunne få lov at varetage alle kommunale opgaver, og det sker nu fra nytår.
Vallensbæk Kommune løser fra den 1. januar igen disse områder for Vallensbæks borgere:
- Det specialiserede børneområde, blandt andet psykologisk pædagogisk rådgivning (PPR), der står for tale-/hørekonsulenter på skolerne og behandler børnesager.
- Det specialiserede voksenområde, der blandt andet dækker handicapområdet og tilbud om misbrugsbehandling.
- Genoptræning og ansøgning om hjælpemidler.
- På natur- og miljøområdet kommer langt de fleste opgaver tilbage til Vallensbæk igen. Enkelte områder – for eksempel spildevandsområdet – bliver fortsat varetaget i Ishøj. Hvis man som borger er i tvivl om, hvor ens sag hører hjemme, kan man altid kontakte Vallensbæk Kommune.
“Vallensbæks borgere skal fortsat modtage den gode service de kender, og vi gør vores allerbedste for, at overgangsperioden bliver så gnidningsfri som muligt for alle. I Vallensbæk vil vi gerne udvikle og med tiden sætte nye tiltag i gang til glæde for borgerne, og det bliver enklere, når næsten alle opgaver bor under samme tag,” siger borgmester Henrik Rasmussen.
Jobcentret ligger fortsat i Vallensbæk
Vallensbæk Kommune har siden 2007 varetaget opgaverne i Jobcentret for begge kommuner. Fra 1. januar 2022 får Vallensbæk og Ishøj nu hvert deres jobcenter. Så bor du i Vallensbæk og har behov for kontakt til Jobcentret, skal du fortsat møde op på Vallensbæk Rådhus, hvor Jobcentret for Vallensbæks borgere fortsat ligger.
Har du spørgsmål?
Du kan kontakte Vallensbæk Kommune på tlf. 4797 4000 både før og efter den 1. januar 2022 med spørgsmål, og du kan holde dig orienteret på vallensbaek.dk