Hver dag bliver der trænet, grinet og nørdet i Vallensbæks mange fritidstilbud til børn og unge. Men det er ikke alle, der har lige nemt ved at finde vej til foreningsdanmark. Og det er en skam, for foreningerne er vigtige spillere i at skabe rammerne for et godt børneliv.
Derfor har Vallensbæk Kommune styrket samarbejdet mellem kommunens sundhedsplejersker og sundheds- og idrætskonsulenter og ikke mindst Vallensbæks foreninger og klubber, så flere børn kan få et aktivt fritidsliv og føle sig som en del af et større fællesskab.
Det kan være børn, hvor familiens økonomi ikke rækker til et klubkontingent, børn med særlige behov eller hvor familien slet og ret ikke selv har haft tradition for at gå til noget. Det fortæller idrætskonsulent Fie Frederiksen.
- Det er ofte børn, der skal hjælpes lidt på vej, og som gerne vil have nye oplevelser og møde flere venner, siger hun.
50 børn er på vej
De sidste seks måneder har Vallensbæk Kommune haft kontakt til omkring 50 børn og deres forældre for at hjælpe børnene til at komme ud i foreningerne. Det mere strukturerede samarbejde betyder, at kommunens sundhedsplejerske fast spørger ind til, om børnene har en fritidsaktivitet ved de årlige undersøgelser.
Hvis barnet og familien har brug for hjælp til at finde en fritidsaktivitet, er det herefter Fie Frederiksen og hendes kollega, der har opgaven med at afdække familiens ønsker og børnenes interesser og matche dem med de tilbud, der er her i kommunen.
Vallensbæk Gymnastik og Fitness er bare en af de mange foreninger, som er gode til at skabe sjove fællesskaber for børn. Arkivfoto.
Vejen dertil kræver typisk en del opfølgninger, ligesom der nogle gange skal flere prøvetimer til, inden der er et godt match. Når det sker, er der til gengæld meget at vinde. Børnene blomstrer op i det nye fællesskab, og de får typisk rørt sig noget mere. Det giver trivsel, men indsatsen er også en måde at give børnene endnu bedre muligheder for at begå sig.
- Nogle gange er det jo reelt en kulturændring for familien. For det handler jo ikke bare om at lære at slå til en bold – det er en del af den almene dannelse. Det handler om måden, hvorpå man agerer i verden: til træning eller ude til kamp, og det giver menneskelige kompetencer, siger Fie Frederiksen.
Socialt ansvar i foreningerne
Den vigtigste del af samarbejdet er foreningerne og klubberne. Når et barn skal have en prøvetime, er det typisk Fie Frederiksen og hendes kollega, der tager kontakten til foreningerne, så træneren er klar over, at der kommer et barn, der måske har brug for en ekstra udstrakt hånd. Og her er foreningerne i Vallensbæk over en bred kam virkelig imødekommende og tager et stort socialt ansvar.
- De er supergode til at se det enkelte barn og være nærværende: sige velkommen til, og nu skal jeg vise dig, hvad vi gør her, siger hun og fortsætter:
- Reelt er det jo de frivillige kræfter, der står derude, som bærer det hele. Og det gør de virkelig godt.
Fritidsvejledning i Vallensbæk
Er du selv mellem 3-17 år, eller har du et barn i aldersgruppen, som mangler inspiration og som gerne vil starte til noget i deres fritid, så kontakt fritidsvejlederne Kristian eller Fie på csf@vallensbaek.dk eller tlf. 47974130.