Egholmskolen i Vallensbæk havde i denne uge besøg af to amerikanske lærere, som er på studietur for at undersøge danske skolers arbejde med trivsel og fællesskab. Ægteparret Jennifer og Jason Deckert, var rejst til Danmark for at hente inspiration til arbejdet med trivsel på de amerikanske skoler. Inspirationsturen var en realitet, fordi Jennifer havde vundet en studietur efter eget valg.
- Den åbenhed, tillid og de relationelle evner, jeg har set hos både børn og pædagoger her på Egholmskolen, er inspirerende. Der er en særlig opmærksomhed på børns opfattelser og følelser, som vi kan lære meget af i USA, siger Jennifer Deckert.
Formålet med deres besøg er at indsamle nye strategier og idéer til fremme af trivsel og fællesskab i undervisningen i deres hjemstat Virginia. Vallensbæk blev valgt som destination på grund af kommunens særlige fokus på trivsel, herunder ansættelsen af en trivselsguide for at støtte elevernes velbefindende.
Ekspertinddragelse
Forskeren Louise Klinge, der blandt andet arbejder med at styrke professionelle voksnes relation til børn, deltog også i besøget. Hun er medforfatter af "Skole uden Skældud" – en unik bog som viser vejen til den rolige, den nysgerrige og den hjælpsomme måde at møde børn på.
Louise Klinges arbejde vakte stor interesse hos Jennifer og Jason Deckert, der så muligheder for at anvende hendes metoder i deres egen undervisning.
- Jeg er meget taknemmelig for invitationen til mødet på Egholmskolen med de to skønne lærere Jennifer og Jason. Det er opløftende at blive bekræftet i, at der mange steder på kloden arbejdes med at møde børn roligt, nysgerrigt og hjælpsomt - lige fra Vallensbæk til Virginia, siger Louise Klinge.
Vallensbæk Kommunes nye trivselsguide, Sanne Lind var også til stede for at byde velkommen til de amerikanske gæster.
Inspirationskilde fra 2017
Baggrunden for besøget går tilbage til 2017, hvor Mette Geschwendtner Broegaard, nu leder på Egholmskolen, blev besøgt af et australsk tv-hold, mens hun arbejdede på Nordstrandskolen i Dragør. Deres video om den danske skolemodel blev fundet af Jennifer Deckert på YouTube, og inspirerede hende til at vælge Danmark som destination for studieturen.
Jennifer Deckert planlægger at præsentere deres erfaringer og nyvundne indsigt for konkurrenceboardet i januar måned 2025.
- Vi er utrolig taknemmelige for den varme velkomst og de mange nyttige indsigter, vi har fået her. Vores mål er nu at tilpasse disse strategier til vores egen kontekst og se, hvordan vi kan anvende dem i forhold til vores elevers trivsel, udtaler Jennifer Deckert.