Når mørket falder på, kan tankerne blive tunge, og det kan være svært at finde ro. Oplevelser med fx angst, sorg, ensomhed eller bekymringer, kan for mange komme til at fylde ulideligt meget om aftenen og natten og man kan få brug for en at tale med – lige nu og her.
Fra kl. 23.30 til 7.00 kan du få hjælp af erfarne medarbejdere fra Kløverengen, som er klar til at yde psykisk førstehjælp. Vores medarbejdere lytter til dig, og støtter dig i at finde ud af hvad, der kan være hjælpsomt for dig
Hvad kan du bruge Akuttelefonen til?
Akuttelefonen er for dig, der oplever en akut psykisk krise – det kan være tankemylder, angst, depression, sorg eller en følelse af håbløshed. Måske føler du dig overvældet og har brug for nogen, der lytter, og som kan guide dig igennem de svære følelser.
Hvem kan bruge Akuttelefonen?
Akuttelefonen er for voksne borgere i Vallensbæk, Ishøj, Albertslund, Brøndby, Dragør, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Rødovre og Tårnby Kommuner, som står i en akut psykisk krise. Pårørende til mennesker i psykisk vanskelige situationer kan også ringe, hvis de har brug for støtte eller vejledning.
Akuttelefonen: 25 25 04 00
Åben alle dage kl. 23.30 – 7.00